Du er her
Separat af Bjerglide og Aakjærsallé m.fl. i Brande
Ikast-Brande Spildevand skal snart i gang med at separatkloakere Åkjærsallé og den del af Bjerglide, som ikke allerede er separatkloakeret, samt Møllebakken for de ejendomme, som har afløb mod Bjerglide. Separatkloakering betyder, at regn- og spildevand afledes i hver sin ledning, i modsætning til i dag, hvor regn- og spildevand afledes i samme ledning.
Det betyder, at regnvand ikke ledes til renseanlæg, men føres via regnvandsbassin til Brande Å og derved er med til at mindske overløb med opblandet spildevand til Brande Å. Der sikres en bedre driftsøkonomi og miljøet forbedres, ligesom kloaksystemet sikres bedre mod klimamæssige udfordringer. Arbejdet starter efter sommerferien 2022 og afsluttes i efteråret 2022. Når der arbejdes i Bjerglide, vil den være spærret for kørende trafik. I den periode vil der blive åbnet for udkørsel til Vejlevej, enten fra Åkjærsallé eller Bjerglide. Når der arbejdes på Åkjærsallé vil der være åbent for trafik, da der kun arbejdes i 1 kørespor ad gangen.
Regnvandsbassin etableres på en del af halvøen mellem Strømmen og Artium, hvor der i dag er træer. For at kunne lave bassinet fældes en del træer på halvøen. Træerne er undersøgt for, om der er potentielle flagermustræer imellem. Der er ikke konstateret potentielle flagermustræer ved undersøgelsen. Dog bevares træer langs vandløb i videst muligt omfang samt træer i en afstand af ca. 25 m ind mod Hyvildvej 10, da disse kunne blive potentielle træer for flagermus. Regnvandsbassin laves som lille sø med flade skråninger, så dyr kan komme til og fra ved egen hjælp. Træer fældes i løbet af uge 22-23, mens arbejdet med udgravning af bassin mv. starter i juni 2022 og forventes færdigt til skolerne starter igen efter sommerferien.
Som grundejer, skal du sørge for at al regn- og drænvand adskilles fra spildevandet på din grund. Du skal sikre dig, at det adskilte regn- og drænvand tilsluttes korrekt i den ekstra skelbrønd, som etableres på din ejendom i forbindelse med kloakarbejdet. Din nuværende skelbrønd bliver fremover tilsluttet til spildevand. Separering på privat grund skal udføres af autoriseret kloakmester og dokumentation for, at arbejdet er udført, skal fremsendes til Ikast-Brande Spildevand i form af ”som udført”-kloaktegning med stempel og underskrift fra autoriseret kloakmester.
Arbejdet på privat grund skal være udført, og dokumentation skal være Ikast-Brande Spildevand i hænde snarest muligt og senest d. 1. maj 2023.
På hjemmesiden https://www.weblager.dk kan man finde oplysninger om byggesager på ens ejendom. Her ligger også oplysninger om kloak, hvis de er indsendt af kloakmester i forbindelse med opførelse af bygninger.
Er der spørgsmål til projektet, kan man kontakte Ikast-Brande Spildevand, Erik Andersen på tlf. 9660 3504.