Du er her
Nyt parkområde og miljørigtig kloakseparering i hele Isenvad
Vi er allerede godt i gang med at forny kloaksystemet under Hanningvej i Isenvad. Renoveringerne i den ende af byen er en del af et større projekt, hvor kloakkerne skal splittes op i regnvand og spildevand. I den forbindelse etablerer Ikast-Brande Spildevand et regnvandsbassin som en del af et nyt rekreativt område bagved det gamle mejeri ved hovedgaden i Isenvad.
Baggrunden for projektet
Kloaksystemet er over de seneste år blevet så nedslidt, at rør og andre dele skal fornyes. Kloakken forberedes samtidig til separering af spilde- og regnvand og vi opnår på den måde en øget kapacitet i kloaksystemet. Dermed mindsker vi også risikoen for oversvømmelser under skybrud. I denne omgang er det kun vejvandet, der separeres fra, mens boliger fortsat vil kunne aflede regn- og spildevand i det eksisterende stik. Alle de berørte beboere i området vil få besked i et informationsbrev efterhånden som arbejdet skrider frem.
Arbejde med kloakseparering i Isenvad. Foto: Rune Kaldau
Vær med til at udforme området omkring regnvandsbassinet
Regnvandsbassiner hjælper med at sikre vores byer imod oversvømmelser og samtidig sker der en naturlig rensning af vandet under nedsivningen i bassinerne. I området langs Isen Bæk bagved det gamle mejeri anlægger vi i forbindelse med projektet et rekreativt område, der skal være centreret omkring et regnvandsbassin. Vi vil enormt gerne have engagerede beboere fra lokalområdet til at komme med idéer til, hvordan vi får lavet et hyggeligt og brugbart parkområde. ”Der er selvfølgelig økonomiske rammer at tage hensyn til, men alle idéer er velkomne. Når vi har et endeligt forslag klar, vender vi det med lokalforeninger og andre interesserede,” forklarer ingeniør på projektet, Kenn Lange. Du kan allerede nu skrive til Kenn på kl@ibspild.dk
Kloakarbejdet på Hanningvej er allerede i gang. Foto: Rune Kaldau
Kom i dialog med entreprenøren
Vi opsætter nye skelbrønde ved eksisterende skelbrønd eller kloakstik ved hver ejendom. Beboere er meget velkomne til at omkoble regnvand ved en eventuel fornyelse af egen intern kloak. Vi afmærker på fortovet eller med afsætningspind hvor stikledningen kommer til at ligge. Hvis du ønsker en anden placering, beder vi dig kontakte os hurtigst muligt for eventuelt at få den flyttet. Du kan kontakte Benny Madsen på bm@ibspild.dk eller på telefon 20 90 58 57. Kloakarbejdet i Isenvad bliver udført af vores egen entreprenørafdeling.
Opsætning af vibrationsmålere
Der vil på grund af anlægsarbejdet opleves vibrationer. For at overvåge om vibrationerne holder sig under det niveau, hvor de kan give skader, opsætter vi vibrationsmålere på udvalgte ejendomme. Det vil ske løbende I perioden, når vi passerer ejendommene.
Vi foretager en udvendig fotoregistrering af eventuelle revner og skader på huse, som kan blive berørt af arbejderne i henhold til Lov om miljøbeskyttelse § 87. Har du bemærkninger til at denne fotoregistrering foretages på din ejendom, eller hvis der er specielle forhold vi skal tage hensyn til omkring din bygning og funderingsforhold, bedes du kontakte Kenn H. Lange hurtigst muligt og inden 14 dage fra du har modtaget brev om kloakarbejdet.
Typiske spørgsmål/svar:
- Adgangsforhold? – Der vil altid være gående adgang til din grund. I korte perioder på ca. 1-2 uger vil der kunne være spærret for indkørsel. Entreprenøren kontakter dig i den forbindelse.
- Renovation? – Entreprenøren kører din skraldespand til og fra et centralt opsamlingssted, såfremt der ikke er adgang til din grund.
- Postomdeling? – Den er som udgangspunkt altid sikret ved at vi opretholder gående adgang til alle tider.
Yderligere oplysninger:
Ingeniør - Kenn Lange, 96 60 35 03
Entreprenørformand - Benny Madsen, 20 90 58 57
Kortoversigt
Foreløbig plan for Isenvad-projektet.
Rød: Strækning der er projekteret til 2020-21.
Grøn: Strækning der er projekteret til 2022-23.
Blå: Strækning der er projekteret til 2024-25.